Pleje og hjælp på Åbakken

Få et overblik over de forskellige former for pleje og hjælp, vi tilbyder på Åbakken.

Når du flytter ind på Åbakken, aftaler vi, hvilken pleje og hjælp du skal have. Vi vurderer dit behov for pleje og hjælp løbende, mens du bor på Åbakken.

Du kan få hjælp til personlig pleje, herunder:

  • af- og påklædning
  • sengeredning
  • bad
  • hudpleje
  • at gøre dig i stand
  • brug af hjælpemidler
  • middagshvil
  • toiletbesøg.

Vi har en sundhedsklinik på Åbakken, hvor du kan få sygepleje, hvis du har brug for det.

Sygepleje kan f.eks. være:

  • forebyggende sundhedsoplysning og rådgivning
  • inkontinenspleje
  • medicinering
  • pleje ved alvorlig sygdom
  • psykisk pleje og omsorg
  • behandlingsforløb
  • sondemad
  • sårpleje
  • undersøgelser.

Hvis du er tilmeldt fuld forplejning, får du alle dine måltider serveret. Du kan enten få måltiderne serveret i din egen bolig eller i vores fælles spiserum - du bestemmer selv.

Hvis du ikke er tilmeldt fuld forplejning, kan du få hjælp til at tilberede og anrette din mad, spise og rydde op efter måltidet.

På Åbakken har vi personale, som er blevet undervist i kost og ernæring. De kan give dig gode råd og lave en ernæringsplan, som passer til dit behov.

Du kan få hjælp til rengøring i din bolig hver 14. dag. Rengøringen kan omfatte følgende opgaver:

  • støvsugning
  • gulvvask
  • aftørring af støv
  • skift af sengetøj
  • rengøring af håndvask, toilet, badekar og øvrigt inventar på badeværelset
  • rengøring af køkkenbord og hårde hvidevarer (udvendigt)
  • afrimning/aftørring af køleskab og fryser.

På Åbakken gør vi rent efter princippet "grøn rengøring". Det betyder, at vi bruger mikrofiberklude og mopper, som kan gøre rengøringsmidler overflødige. Vi leverer selv både klude og mopper.

Du kan få hjælp til at vaske tøj i din egen vaskemaskine eller i et fællesvaskeri.

Personalet kan også hjælpe med at tørre tøjet, lægge det sammen og lægge det på plads.

Du vil normalt få vasket tøj hver 14. dag i forbindelse med rengøring.

Du kan få hjælp til indkøb, hvis du eller dine pårørende ikke kan købe ind selv.

Din kontaktperson hjælper dig med at bestille dagligvarer hos den lokale købmand, som kan levere varerne til dig. Derudover kan personalet også hjælpe dig med at sætte varerne på plads.

Den lokale købmand leverer varer to gange om ugen.

Hvis du ikke har pårørende, kan din kontaktperson også hjælpe dig med øvrige indkøb, såsom tøj og sko.

Hvis du har behov for hjælpemidler, sørger vores centerterapeuter for at bestille dem til dig.

Du får udleveret et nødkald, når du flytter ind på Åbakken.

Hvis du kan kontakte personalet på andre måder end med nødkald, skal du gøre det. Nødkaldet må kun bruges i nødsituationer, hvor der ikke er andre kontaktmuligheder.

Du beholder din egen læge, når du flytter ind på Åbakken.

Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid og transport til lægen.

Du beholder din sædvanlige tandlæge, når du flytter ind på Åbakken.

Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid og transport til tandlægen.

Hvis du af helbredsmæssige årsager ikke kan besøge din sædvanlige tandlæge, kan du blive tilmeldt omsorgstandplejen. Det betyder, at en tandlæge kommer til dig på Åbakken. Personalet kan hjælpe med at tilmelde dig til omsorgstandplejen.

Du bestemmer selv, om du vil beholde din sædvanlige frisør eller bruge den frisør, som kommer på Åbakken.

Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid og transport til frisøren.

Du bestemmer selv, om du vil beholde din sædvanlige fodterapeut eller bruge den fodterapeut, som kommer på Åbakken.

Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid og transport til fodterapeuten.